Skip til hoved indholdet

BIFOS - Brønderslev

    Hjem Parasport og idræt for sindet BIFOS - Brønderslev

Fysisk aktivitet er godt for hjernen, og samtidig er det også godt for kroppen. Det er enkelt og effektivt supplement til den traditionelle medicinske behandling af psykiatriske sygdomme.

I Brønderslev Kommune har vi en række motionstilbud, hvor baren for deltagelse er lav og næsten alle kan være med. For nogle er der dog brug endnu trygge og ligeværdige rammer. I det tilfælde, er BIFOS en oplagt mulighed.

BIFOS Brønderslev er en idrætsforening drevet af og for mennesker med sindslidelse. Her tilbydes motion og socialt samvær blandt ligestillede og i et tæt samarbejde med personale fra socialpsykiatrien i Brønderslev Kommune.

I BIFOS kan du dyrke tilpasset idræt i trygge rammer. Herudover bliver der lagt vægt på at lære andre at kende og have det sjovt sammen. Aktiviteterne er tilrettelagt, så alle kan være med – du behøver altså ikke have trænet, før du starter. 

 

Læs mere om BIFOS' tilbud

Volleyball

Tidspunkt: 

  • Mandag kl. 13.00-14.30

Sted: Brønderslev Hallerne

Det er både for øvede og uøvede. Til træning spiller vi med den regel, at bolden skal berøres to gange inden bolden tredje gang spilles over til modstanderen. Det gør vi for at træne sammenspil og finger- og bakkerslag. 

Badminton

Tidspunkt:

  • Mandag kl. 13.00-14.30

Sted: Brønderslev Hallerne - Knudsgade 15, 9700 Brønderslev

Tilbuddet er både for dig, som aldrig har prøvet at spille badminton før, og for dig som er til hårde smash eller korte stopbolde ved nettet. Vi spiller tit double, dvs. at du spiller med en makker. Her kan personalet fra socialpsykiatrien hjælpe til med, at du kan finde nogle, du kan spille sammen med, og som er på nogenlunde samme niveau.

Styrketræning og konditionstræning

Tidspunkt:

  • Mandag kl. 13.00-14.30
  • Tirsdag kl. 14.00-15.00
  • Onsdag kl. 13.00-14.30

Sted: Mandag og onsdag foregår træningen i Brønderslev Hallerne - Knudsgade 15, 9700 Brønderslev og om tirsdagen i motionscenteret Svederen i Brønderslev Svømmehal - Frilandsvej 10, 9700 Brønderslev

Vores instruktører kan vise dig, hvordan de forskellige træningsmaskiner skal bruges. Der er opvarmningsmaskiner som fx cross-trænere, motionscykler, løbebånd og ro-maskiner. Og der er maskiner, som træner de enkelte muskelgrupper.

Svømning

Tidspunkt:

  • Tirsdag kl. 15.00-17.00

Sted: Brønderslev Svømmehal - Frilandsvej 10, 9700 Brønderslev

Du kan svømme baner, lave udspring fra vippen eller gå i boblebad, dampbad og saunagus.

Fodbold

I vinterhalvåret spiller vi indendørs fodbold i hallen. Alle kan være med - både øvede og uøvede. I BIFOS er vi ofte ude at spille fodbold til stævnerne. 

Tidspunkt:

  • Onsdag kl. 13.00-14.30

Sted: Brønderslev Hallerne - Knudsgade 15, 9700 Brønderslev

I sommerhalvåret spiller vi fodbold på vores fodboldbane på Hedebo. Alle kan være med - både øvede og uøvede

Tidspunkt:

  • Mandag kl. 13.00-14.30
  • Onsdag kl. 13.00-14.30

Sted: Botilbud Hedebo - Vestmannavej 8, 9700 Brønderslev

Cykling

Tidspunkt:

  • Torsdag kl. 9.30

Sted: Det Blå Hus - Fasanvej 10, 9700 Brønderslev


Vi cykler en tur på ca. 10 km. hver torsdag fra Det Blå Hus og har opsamling Hedebo ca. kl 10.00. Der er mulighed for at deltage i konkurrencen 100 km. for mental sundhed, dvs. at man skal cykle 10 km. over 10 gange.

Tennis

Tidspunkt:

  • Torsdag kl. 15.00-16.00

Sted: Brønderslev Tennisklub - Hedelundsgade 11, 9700 Brønderslev

Vi spiller i sommerhalvåret tennis på banerne i Brønderslev tennisklub. BIFOS har ketchere og bolde, så alle kan være med.​

BIFOS afholder hvert år et stævne for andre nordjyske IFS-foreninger (Idræt for sindet). Her dystes i volleyball, fodbold, bowling, støvlekast og petanque. Til stævnet deltager der typisk af 100-120 deltagere.

Herunder kan du se en video fra BIFOS' efterårsstævne 2022 som også markede foreninges 20-års jubilæum.

Du er velkommen til at deltage i idrætten 3 gange gratis for at se om tilbuddet er noget for dig. Derefter skal du betale helårligt kontingent på 500 kr. som opkræves 1. februar. Undtagelsesvist kan man betale halvårligt 300 kr., som opkræves omkring 1. april og 1. oktober. Der er halvt kontingent for kontanthjælpsmodtagere eller lignende ydelse.

Hvis du er interesseret i kun at støtte BIFOS, så kan du tegne et støttemedlemskab, som koster 250 kr. helårligt. Et støttemedlemskab giver adgang til at deltage i BIFOS' årlige generalforsamling og juleafslutning samt mulighed for at deltage som hepper ved stævnerne.​

Formand og kasserer, Peter Baggesgaard:

Brønderslev Kommune
Ny Rådhusplads 1
9700 Brønderslev

Morten Borregaard Poulsen
Tlf.: 9945 4449
Morten.Borregaard.Poulsen@99454545.dk 

Links

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback